Temadag på Naturhistorisk Museum om ændringerne i landskabet

De mange ændringer i det danske landskab, som sker i disse år bliver nu behandlet ved en faglig temadag ved Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Udgangspunktet for temadagen lyder i indbydelsen:

Hvordan kan det være, at dyr, der normalt kun findes i det varme syd, vælger at bosætte sig i de danske byer? Er trafikdrab de eneste konsekvenser, som motorvejene har for dyrene? Og hvordan fremtidssikrer vi biodiversiteten i den danske natur?

Det er nogle af de spørgsmål som deltagerne kan få svar på lørdag den 5. marts 2016, fra kl. 13-18, når Naturhistorisk Museum lægger hus til en spændende faglig temadag, hvor alle er velkomne.

I samarbejde med de grønne foreninger kan du nemlig komme til en spændende, faglig temadag om, hvordan menneskets ændringer af landskab og klima påvirker naturen, herunder især dyrelivet.

Konferencen er gratis og pladserne tildeles “først-til-mølle”. Den afholdes på Naturhistorisk Museum Aarhus, Wilhelm Meyers Allé 210 i 8000 Aarhus C.

Dagens program er:

Kl.: 13.00-13.10: Velkomst
Kl.: 13.10-13.35: Naturkonsulent Anna Bodil Hald: Eksempler fra landbrugsdriften
Bliv klogere på, hvordan nogle levesteder og arter er blevet fremmet på bekostning af andre, når Anna Hald giver eksempler på landbrugsdriftens indflydelse på naturen.
Kl.: 13.35-14.00: Biolog Lars Brøndum: Byudvikling
Lær mere om de helt unikke livsvilkår, som byerne er i stand til at skabe for flere dyr og planter, heriblandt dyr, som normalt kun er at finde under de sydlige himmelstrøg.
Kl.: 14.00-14.25: Seniorrådgiver Morten Elmeros: Motorveje – barrierer for de fleste
Lyt med, når Morten Elmeros fortæller om, hvilke konsekvenser infrastrukturanlæg har for dyrebestande og dyrenes levesteder, som netop bliver fragmenteret på grund af veje og jernbaner.
Kl.: 14.25-14.45: PAUSE : Tid til kaffe/te og kage
Kl.: 14.45-15.10: Biolog Frank Jensen: De Groote Mandrank – Den værste naturkatastrofe i Danmarks historie
Hør et spændende oplæg om Danmarks værste naturkatastrofe i år 1362, som de færreste danskere har hørt om, og lær om, hvordan Vadehavet opstod ved den lejlighed.
Kl.: 15.10-15.35: Seniorbiolog Peter Wind: Forsvaret som naturforvalter – feltarbejde mellem nedslag af lysraketter og bombekratere
Få større indsigt i de rådgivningsopgaver, fx konsekvensvurderinger, som Aarhus Universitet står for, når Forsvaret søger om tilladelse til anlægsarbejder til militære aktiviteter.
Kl.: 15.35-16.00: Biolog Jacob Heilmann Clausen: Vandalisme mod bøgetræer i Gribskov
Bliv klogere på, hvilke konsekvenser de ensartede produktionsskove og vedproduktionen har for fx svampe, insekter og epifytter, når gamle træer bliver fjernet inden deres naturlige forfald.
Kl.: 16.00-16.20: PAUSE
Kl.: 16.20-16.45: Biolog Emil S Brandtoft: Livet vender tilbage i råstofgravene
Find ud af, hvad der sker med livet i råstofgravene, når tunge udgravningsmaskiner efterlader ar i landskabet.
Kl.: 16.45-17.10: Fiskebiolog og miljøkonsulent Kåre Manniche Ebert: Vandløbene – fra natur til kultur
Få større indsigt i de 60.000 km danske åer og bække, når Kåre Manniche Ebertfortæller om 30 års arbejde for at forbedre biodiversiteten i og omkring vandløbene, samt hvilke konsekvenser nye politiske vinde har for genskabelsen af gode vandløb.
Kl.: 17.10-17.35: Forsker Camilla Fløjgaard: Fremtidens naturområder: Fæstninger i produktionslandet
Se fremad med Camilla Fløjgaard, som vil sætte fokus på, hvordan vi fremtidssikrer biodiversiteten og den vilde natur, som er i konflikt med landbruget og “naturnær skovdrift”.

Temadagen er arrangeret i samarbejde mellem Naturhistorisk Museum, Dansk Ornitologisk Forening, Lokalafdelingen for Østjylland (DOF), Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen (DBF), Jydsk Naturhistorisk Forening (JNF), Østjysk Biologisk Forening (ØBF), Foreningen til Svampekundskabens Fremme, Aarhus Entomologklub og Danmarks Naturfredningsforening, Aarhus-afdelingen (DN)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kontakt os

Om os

  • Vi modtager altid gerne informationer om stort og småt, og har du kommentarer så send dem omgående til os.