Kvinder og mænds skiskader er forskellige

Mænd og kvinders skiskader er forskellige, viser Falck-statistik over skiskader – men for begge køns vedkommende gælder det, at skaderne ofte kan undgås.

– Kvinderne får primært vridskader i knæene eksempelvis et overrevet korsbånd. For mændenes vedkommende kommer de fleste galt afsted med et brækket underben, siger Henrik Preisler, der er læge i Falck.

Fire ud af fem skader opstår som følge af fald på pisten. Knæskader udgør cirka halvdelen af kvindernes skader.

– Det skyldes ofte, at kvinder ikke har tilstrækkelig muskelmasse. Det betyder, at deres knæ ikke er ligeså stabile. Vi ser ofte vridulykker på tredjedagen, når trætheden begynder at melde sig, fortsætter Henrik Preisler.

De typiske kvindeskader kan forebygges inden skiferien begynder.

– Kvinder bør træne lårmuskulaturen, der støtter knæene, i god tid inden de tager på skiferie. Har man ikke nået det, handler det om at lytte til kroppen, og droppe den berømte ’sidste eftermiddagstur’, hvis kroppen er blevet træt, siger Henrik Preisler.

Hos mænd udgør underbensbrud omkring 25 pct. af alle skader.

– Mændenes brækkede lemmer skyldes oftest fart. Jo mere energi, des større er sandsynligheden for brud. Mænd kan derfor forebygge skader ved at være opmærksomme på pisten, på deres fart og kørestil, siger Henrik Preisler.

Der er flest skiskader i aldersgruppen 13-24 år, og omkring 2/3 af de tilskadekomne er mænd.

Følgende råd fra Falck nedbringer risikoen for at komme til skade på ski:

– Skiforberedende træning inden skituren

– Undgå at køre på pister, hvor der er særlig farligt glatføre og/eller dårlig sigt

– Undgå kørsel på de dele af pisten, hvor maskinpræparering foregår

– Følg anviste pister og følg ’færdselsreglerne’

– Undgå områder med potentiel lavinefare

– Brug altid hjelm

– Rigtig indstilling af bindinger i forhold til vægt og skitype/aktivitetstype

– God polstring i tøjet, som vil medføre blidere kontakt med hårde elementer

– Undgå alkoholindtagelse i forbindelse med, at man skal stå på ski

I uge 5, 6, 7 og 8 har Falck Global Assistance indsat flere såkaldte ’Knogleekspresser’ til at transportere uheldige danskere hjem fra skiferie. Knogleekspressen er et specialindrettet ambulancefly bemandet med et medicinsk team fra Falck Global Assistance. Hver knogleekspres kan have fire bårer med liggende patienter samt seks siddende patienter. Uge 7 er absolut årets travleste uge, hvor omkring dobbelt så mange søger hjælp sammenlignet med en almindelig uge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kontakt os

Om os

  • Vi modtager altid gerne informationer om stort og småt, og har du kommentarer så send dem omgående til os.