Fem gode grunde til at besøge sommerklare Ribe

Ribe er ikke kun Danmarks ældste by, men også en eventyrlig ferieby med stemning, autenticitet og international tiltrækningskraft – en levende historisk perle midt i det sydvestjyske marsklandskab.

Jane Madvig Søndergaard fra VisitRibe giver her fem gode grunde til at tage på sommerbesøg i den historiske by, hvor man finder alt fra kunst og kirkerum til markedspladser og vilde vikinger.

De vilde vikingers hjemby
Det siges, at man i Ribe ikke kan grave et hul i haven, uden at sølvmønter og potteskår vælter op. Det rygte skyldes, at Ribe er en af de første og ældste vikingebopladser i hele Skandinavien. Ribe fejrer sin historiske vikingearv på museet Ribes Vikinger lige ved banegården – og uden for byen på Ribe VikingeCenter, hvor man som gæst træder ind i en tidslomme med vikingekrigere, bondekoner og handelsmænd.

– I de lune sommerdage kan man på engene ved Ribe VikingeCenter opleve alt fra muntert vikingemarked og den lun høsttid til blodige krigerarrangementer. Her kan man rejse tilbage til vikingetiden for en dag, spise og tale med vikingerne om deres liv og hverdag og slå sin helt egen skinnende vikingemønt magen til dem, vikingerne i Ribe brugte, fortæller Jane Madvig Søndergaard, der er bureauleder hos VisitRibe.

Domkirken og Ribes historiske gader
De gamle, toppede brostensbelagte gader i Ribe er i sig selv et besøg værd, og de gamle huses mange informationsskilte fortæller om byens 1300 år lange historie. I Ribe har man igennem tiden oplevet hekseafbrændinger, kongemord, kirkelig reformation, opblomstring af dansk poesi, katastrofale stormfloder og altopslugende bybrande. I sommermånederne kan man hver aften tage på en spændende gåtur med byens vægtere, der fortæller om Ribes historiske personer og synger de karakteristiske vægtervers, der alle begynder med ”Hov vægter, klokken er slagen… ”.

Midt i Ribes gamle centrum ligger domkirken. Bygningen tårner sig op over den sydvestjyske bys røde tage, og fra det 52 meter høje tårn kan man se langt ud over det flade marsklandskab med de mange vandveje og å-løb. På vej op i tårnet kommer man forbi Ribes unikke domkirkemuseum, der fortæller historien om den storslåede domkirkes udvikling og om, hvad forskellen egentlig var, da man i 1500-tallet gik fra den katolske til den protestantiske kirke. Men Ribe byder på meget andet end historiske oplevelser:

– På trods af domkirke, brostensgader og vægtere er Ribe også en moderne by. Gågaden har gode shopping-muligheder og et spændende caféliv, der tiltrækker både danske og internationale turister året rundt, pointerer Jane Madvig Søndergaard.

Det lille kunstmuseum med den store samling
Ribes gamle livsnerve er Ribe Å, der løber gennem hele byen. Og kommer man gående langs åen på en sommerdag, kan man ikke undgå at bemærke den ildrøde villa med det sorte tag, der under opbygningen i 1864 blev kaldt ’slottet’. Her ligger Ribe Kunstmuseum, hvis samling af guldalder- og skagensmalerier er blandt de ypperste. Museet rummer en imponerende og yderst repræsentativ bestand af dansk malerkunst fra midten af 1700-tallet og to hundrede år frem og er bestemt et besøg værd – også selvom man ikke er den store kunstkender.

Den ubarmhjertige Vadehavsnatur
Imellem Ribe og Vadehavet ligger kun det flade marsklandskab og de beskyttende diger. Igennem tiden har den brutale natur omkring Ribe været skyld i massive oversvømmelser, der flere gange har lagt husene i byen under vand. Den brutale natur er blevet tæmmet med digerne, men oplevelserne i og omkring Vadehavet er stadig spændende.

– Vadehavscenteret ligger kun 12 km fra Ribes centrum. Og i højsæsonen byder centerets naturvejledere næsten dagligt på sælsafari, tidevandsture og ”fang Vadehavet”-ture, hvor hele familien, under kyndig vejledning, undersøger, hvilke dyr og planter man finder i fiskegarnene ved Vadehavet. For de voksne arrangeres snapseture, hvor man langs Vadehavets kyst samler bær og urter til efterårets hjemmekrydrede snapse. Hvis man er mere til en afslappende dag i unik natur, ligger Mandø kun 19 km fra Ribes bymidte. Den lille solrige ø midt i Vadehavet byder på alt fra sælsafarier til kolde is, fremhæver Jane Madvig Søndergaard.

En by fyldt med oplevelser
Ribe er hele sommeren fyldt med spændende events og oplevelser. Her er traditionelt dyrskue midt i byen, torvedag hver onsdag, veteranbil-træffet ’Ribe Classic’ hver tirsdag aften og koncerter i byens kirker. Her er kulturinstitutioner, vinfestival, jazzfestival i slutningen af juli og en stor maritim markedsdag i starten af juli. Dagen byder på helikopterture over marsken og vadehavet, salg af vadehavsprodukter, talentfulde malere og meget mere.

– Der er enormt mange ildsjæle i Ribe, der hele tiden stabler events på benene. I maj havde vi events og arrangementer i fire ud af fem weekender. Ribe er fyldt med aktiviteter, men der er også plads til afslapning og ”slow living”, slutter Jane Madvig Søndergaard.

Læs mere på http://www.visitribe.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Kontakt os

Om os

  • Vi modtager altid gerne informationer om stort og småt, og har du kommentarer så send dem omgående til os.